Tag dig nu sammen!

Sådan kan jeg virkelig tit tænke, om mig selv.

Det er allerede et negativt ladet ordvalg, når nogen siger, at man skal 'tage sig sammen'. Og lige præcis den sætning, den kan jeg virkelig tit tænke.

Oftest tænker jeg tanken, når jeg sidder om natten udenfor på terrassen, mens min datter ligger og skriger som en sindsyg i sin seng. Jeg tænker, at jeg skal tage mig sammen, fordi jeg sidder der og stirrer tomt ud i luften, mens tårerne triller ned af mine kinder. Jeg tænker tanken, fordi jeg føler, at jeg skal rejse mig op og gå ind til hende igen. Lade hende mærke min omsorg og mit forsøg på at trøste hende om og om igen.

Men jeg kan bare ikke altid 'tage mig sammen'.

Jeg ved, at jeg burde gå ind og kramme hende, kysse hende, synge for hende og vugge hende. Men når alle disse ting er forsøgt i flere timer, og hun stadig græder og skriger, så går man bare i stå. Det hele føles som om, at jeg kunne falde fra hinanden for hvert minut der går. Jeg kan mærke hvordan frustrationerne samler sig i min krop, får mit hjerte til at hamre i stor hast og hvordan min vejrtrækning bliver overfladisk og på nippet til at være hyperventilerende.

Der sidder jeg så, på terrassen. Jeg kan stadig høre hende skrige fra sit værelse, som vender ned til terrassen. Jeg kan mærke, hvordan det hele vender sig i min mave, fordi jeg både synes det er synd for hende og fordi jeg samtidig bare kan mærke den stigende følelse af afmagt.

Jeg sidder der jo ikke i flere minutter. Men jeg kan da godt sidde der i 2-3 minutter og bare forsøge at falde ned, trække vejret, og bare glemme hvor og hvem jeg er.

Når jeg har forsøgt at samle mig selv, 'tage mig sammen', går jeg ind igen og forsøger på ny, at trøste og vugge min datter. På et eller andet tidspunkt mellem klokken 1 og 5, går hun endelig kold. Ja, jeg vil kalde det at gå kold. Hun har kørt sig selv helt ned i gråd og skrig, på trods af, at både Michael og jeg har forsøgt at trøste hende på skift. Give hende en flaske. Tør ble. Trøst igen, omsorg og nærvær. Men det er bare ikke altid, at noget som helst virker. Og sådan har det været i snart 4 måneder.

Når man står der som mor, med et barn der skriger og skriger, uanset hvad du gør - så føler mig sig helt igennem forfærdelig. Det er så skrækkelig en følelse, at føle, at man bare ikke er god nok og tilstrækkelig for hende.

Det vipper en ud til kanten, helt ud, så langt ud, at man er tæt på at ryge ned af kanten, med frygten for, at man så aldrig kommer op derfra igen.

Jeg ved godt, at det på et eller andet tidspunkt bliver bedre. Og det er også hvad alle siger til os, heeeeele tiden. Men når man står i det, så giver man altså ikke en skid for sådan en kommentar; for hvad skal vi bruge den til, lige nu og her?

Jeg vil frygteligt gerne 'tage mig sammen', være en bedre mor, få mere overskud, smil på læberne, lyst til at være sammen med venner og familie, og slippe den konstante følelse af afmagt, frustration og de evige grådture. Men sandheden er bare, at det kan jeg ikke. Ikke lige nu. Ikke endnu. Og det skal jeg acceptere, at det er helt okay - for en eller anden dag, så skal jeg nok få det bedre. Men for nu, er det bare ikke sådan det er.

Og det er okay. Det er helt okay, at have så mange følelser, så mange frustrationer.

Husk det.