Klokken er 01:30, og vi har haft en vanvittig aften indtil videre, med skrig og utrøstelighed. Desværre er det ikke et enestående tilfælde, overhovedet.
Generelt er det sådan her, hver evig eneste aften og nat. Og sådan har det været i snart 4 måneder.
Her sidder jeg så i sofaen og trækker vejret, så dybt som det kan lade sig gøre, men det er frygteligt svært når man er så hidsig og ked af det indvendig, at man knapt nok kan være i sin egen krop. Her sidder jeg med følelser, som jeg føler er helt forkerte. En følelse af, at jeg nok aldrig skulle have været mor, og aldrig skulle have fået mit et barn. Ja, sådan sidder jeg og tænker. Og det tænker jeg tit. Meget tit. Ofte er det sådan, at jeg skaber en kærlighed til Thilde, når dagen starter. Der er hun glad og smilende, en dejlig lille skabning, som jeg vil beskytte for alt i verdenen. En løvemor, for ingen skal nogensinde krumme et hår på hendes hoved. Men når aftenen så starter, så går jeg lige to skridt tilbage igen.
Mit bånd til hende bliver ødelagt, jeg mærker en helt vanvittig trang til, at stille halen imellem benene og sige ordene “jeg kan ikke mere”. En trang til, at sige “jeg vil ikke være mor mere”.
Forestil jer lige, hvor hårdt det er, at tænke de tanker så ofte på en uge?
Og når man så står op morgenen efter, og hun smiler sit kære smil, ja så knus elsker jeg hende igen. Men alligevel med forbehold; for jeg ved godt hvad der venter forude, hvis jeg lige skruer tiden 10-12 timer frem.
I nogle lande bruger man søvn tortur. Man frarøver simpelthen mennesker deres søvn. Fjerner deres ro, som man jo netop får i søvnen. Der kobler man af. Man tænker ikke. Og jeg forstår virkelig godt, hvorfor den tortur metode er så vanvittig og ødelæggende.
Nå, men det er altså bare sådan, at jeg ofte føler, at det er et skridt frem og to tilbage, når det handler om fremgang med Thilde.. Enkelte nætter er gode, hvor jeg lige når at tænke “måske bliver det bedre nu!”. Og bum, så er aftenen og natten dagen efter, fuldstændig elendig og lang, som den plejer at være.
Jeg bliver så skuffet og ked af det hver evig eneste gang..
Sommetider når natten står på, er jeg nødt til at gå udenfor, forlade Thilde der fortsat skriger, mens jeg så går ud og enten råber af mine fulde lungers kraft eller bare nyder den totale stilhed.
Jeg er nødt til det, for det er SÅ vanvittigt at være i de skrig, i så mange timer. Jeg er nødt til, at forlade hende, for derefter at vende retur, og forsøge at være mere rolig i sindet. Sommetider virker det - andre gange stresser jeg nærmest endnu mere når jeg står derude, velvidende at hun ligger og skriger sine lunger ud.
Sikke en mor hva?
En der forlader sit barn. Men det gør jeg. Vi snakker jo ikke 10 minutter - bare nogle enkelte minutter, hvor jeg virkelig forsøger at genfinde roen i mig selv
Denne aften har som sagt været fuldstændig sindsyg. Michael og jeg har gået ind til hende på skift. Trøstet, nynnet, vugget og hvad man nu ellers kan finde på. Intet virker. Og vi er efterhånden desperate. Når sådan en aften står på, sker der ofte det, at man som par bliver frustreret, føler afmagt og desperation; og så kan man altså godt komme til at hakke hinanden én over snuden; altså verbalt. Det er aldrig vores hensigt, men det sker - men vi er gode til at snakke om det, kysse, kramme og trøste hinanden. Nok mest ham, der gør den sidste del, altså trøster mig.
Jeg synes det er SÅ hårdt at være mor. Og det er slet ikke, som jeg havde regnet med. Overhovedet. Det er så meget hårdere end jeg nogensinde havde forventet og troet på. Det er sindsygt. Når skrigene er endeløse, som de er i aften, så får jeg bare lyst til at stikke hovedet i busken og gemme mig langt væk. Men det kan jeg ikke - og det ville jeg heller aldrig gøre.
Jeg elsker Michael over alt på jorden, uden sammenligning med andre. Han er min klippe, min evige støtte og mit evige smil og grin hver dag. Uden ham, havde jeg aldrig nogensinde klaret den her opgave - det er jeg faktisk slet ikke i tvivl om. Overhovedet. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skulle gøre eller have gjort uden ham.
Jeg synes det er nogle forfærdelige tanker at gå med, at jeg sommetider ville ønske, at jeg aldrig var blevet mor. Men det er bare sandheden - og jeg ved, at jeg ikke er den eneste mor i verden, der har tænkt eller tænker sådan. Og det er SÅ vigtigt at huske på. At fjerne det tabu. Og jeg ved jo også godt, at med det samme Thilde stopper med sine evige, vanvittige nætter, så vil min kærlighed til hende vokse med stor hast - og den dag, den ser jeg virkelig frem til!