Tilbage i marts 2018 blev jeg medlem af en facebook side, hvor kvinder, der ligesom jeg, skulle være mødre i November 2018 havde samlet en gruppe. Vi var omkring 250 medlemmer da jeg kom derind. Allerede under graviditeten, delte alle deres erfaringer, tanker og bekymringer med hinanden. Noget, som jeg synes var ret fantastisk og fint på en eller anden måde.
Men der hvor jeg virkelig synes det er fint og smukt, er nu. Nu er vi alle blevet mødre, og alle deler billeder af hver deres lille guldklump. Gruppen er nu et forum, hvor alle deler glæder, frustrationer, milepæle og bekymringer med hinanden.
For mig er gruppen et fantastisk holdepunkt. Det har og giver mig stadig mulighed for, at søge hjælp og gode råd. Men ligeså meget giver det mig et pusterum til at dele både gode og dårlige dage, med ca 200 andre fantastiske kvinder. Ofte er det sådan, at jeg deler både de gode og de dårlige stunder med alle kvinderne derinde. Og især når jeg deler noget, fra min nat eller dag, som har været knapt så god, så oplever jeg bare SÅ meget sammenhold og ros fra kvinder, som jeg slet ikke kender privat og dog alligevel føler, at de kender mig og jeg dem, på en eller anden personlig måde. De ser alle sider af mig, både de gode og de dårlige. De kommer med rosende ord, opmuntrende sætninger og skulderklap - helt uden, at de er tvunget til det. Og det er simpelthen så fantastisk at opleve, at fremmede kvinder, vælger at rose mig for min måde at håndtere rollen som mor, både på godt og ondt. De skylder mig intet og de har ingen grund til at rose mig - men alligevel gør de det. Og hold nu op, hvor kan det både give mig smil på læben og tårer i øjnene(på den gode måde).
I dag delte jeg min oplevelse med Thilde. Hun skulle nemlig have zoneterapi, og det synes den lille mus, slet ikke var sjovt. Zoneterapeuten kunne fortælle, som kranio sakralen, kiropraktoren, sundhedsplejersken og lægen, at det højest sandsynlig er hendes lille mavetarmsystem der ikke er helt velfungerende. Når hun trykkede Thilde forskellige steder, reagerede hun med afslappethed og velbehag, lige indtil der blev trykket på punktet for tarmsystemet - så skreg hun som en sindsyg. Stakkels lille pige!
Jeg delte samtidig en video afsted, af en lille dans jeg havde lavet med Thilde dagen i forvejen, hvor hun valgte at være vågen i virkelig mange timer i streg. Hun var skide træt og pylret, men hun nægtede at sove. Og mor her, var også pokkers træt. Så vi tog en svingom, til musik i stuen. Og imens vi gjorde det, sagde Thilde ikke en lyd, hun så træt men dog veltilpas ud; så det virkede, og gik lige i mit moderhjerte. Efter det opslag, modtog jeg en masse rosende ord og skulderklap - og det er jo ikke fordi jeg selv synes jeg gør det godt, nok nærmere tværtimod, men det er SÅ fantastisk, at mærke, at helt 'fremmede' kvinder mener noget andet. For jeg tror og håber på, at det er med til, at få min hjerne til at forstå, at jeg faktisk ER god nok. At jeg ER den perfekt mor for min datter.
Og ved I hvad?
For en gangs skyld, følte jeg også, at jeg gjorde det rigtig godt for hende, mens vi tog den svingom. Sikke en fantastisk følelse!
Og husk så på: man er aldrig alene om sine tanker eller sin evige træthed. Der er altid andre derude, der tænker og føler det samme. Det er bare ikke alle, der siger det.
Det skal da også lige nævnes, at Thilde i dag har overøst mig med smil til formiddag, en masse store smil endda. Så dejligt - og så brillierede hun også lige med, at få fat i et stykke legetøj i dag, med sin lille, fine hånd. Så kært; og en mor, der var meget stolt.