Mit navn er Trine og jeg er 26 år gammel.
Jeg er uddannet multimediedesigner, med en stor passion indenfor hjemmeside og design. Udover den 'flotte' titel, er jeg også gift med Michael, og dermed en 'kone. Og sidst, men ikke mindst, har jeg også fået titlen som MOR.

​

Men men men.. 

Selvom titlen som mor, er helt igennem fantastisk - så kan den i sandhed også trække tænder ud. Nøj hvor kan det bare være helt igennem hårdt og uretfærdigt. Jeg elsker min datter virkelig højt - men lige så højt som jeg kan elske hende, lige så hidsig, frustreret og gal kan jeg også være på hende, når aftenen/nattens skrigeri begynder. 

​

Jeg har haft min datter siden d. 28. september 2018 - og til trods for, at hun faktisk snart er 4 måneder gammel, ja så er det først indenfor den sidste halvanden måneds tid, at jeg er nået til det punkt, hvor jeg knus elsker hende. Mærkeligt? Måske, ja. Men med den graviditet vi var igennem, den for tidlige fødsel, indlæggelser af hende og dernæst mig selv, ja så fik vi altså bare slet ikke den start, som jeg sådan havde håbet og ønsket mig. 

​

Thilde er født i uge 34+3, efter en fødsel på over 24 timer, fra vandet det gik, til hun til sidst blev flået ud, med sugekop. 
Min graviditet har været præget af min kroniske sygdom, feber, smerter og den evige frygt for, hvad min sygdom måske gjorde ved hende.
Blev hun påvirket?
Ville hun få den samme sygdom?
Ville hun overleve?
Kunne hun klare den evige, forhøjede temperatur? Og hvis hun overlevede, var hun så normal? Eller havde hun misdannelser? 

​

Thilde kom heldigvis ud, helt normal - bare for tidligt, og dermed svækket af dette og den lange fødsel. Men hun var normal - der var ingen misdannelser; og det var jeg lykkelig for! 

​

Hvad skal siden bruges til? 

Ja, det spørgsmål stillede jeg faktisk mig selv, inden jeg oprettede bloggen. Svaret er egentlig meget simpel; denne side, denne blog, skal bruges til at vise en moders ærlige bekendelser, om både graviditet, fertilitetsbehandling, moderskabet, partnerskabet og den knapt så rosenrøde bagside af det, at være mor og miste sin egen identitet. 

 

Jeg vil gerne gøre op med glansbilledet og fortælle, at alle følelser er helt okay - for det er de. Og med tiden, vil man altid rejse sig op igen; også selvom man oplever en fødselsdepression, reaktion, stress eller andet: for vi er bare meget stærkere, end vi lige tror.

 

For vi er mødre, en slags superhelte.