Du havde ikke tid til, at vente

Torsdag d. 27. september 2018, stod jeg op ved formiddagstid.

Jeg havde i lang tid ligget oppe i sengen, med min kat, Mini, for jeg var ærlig talt skide træt. Natten i forvejen havde jeg knapt nok sovet, fordi jeg havde små ondt i min tykke, gravide mave. Den var da lidt spændt og underlig at mærke på, men jeg tænkte nok ikke videre over det. Da jeg stod op ved 11 tiden, havde jeg det generelt lidt underligt. Jeg kunne ikke helt finde ud af hvorfor. Jeg havde små ondt i maven, og jeg havde en utrolig stor tissetrang (hvilket man generelt har, når man er gravid!) Jeg gik derfor ud på toilettet, lettere slukøjet. Jeg fik sat mig på toilettet, og begyndte at tisse - da der så lød et 'blop', ned i kummen. Et kort øjeblik overvejede jeg, om jeg seriøst lige havde skidt (charmerende, ikke?), uden at kunne mærke det. Men nej, da jeg fik kigget ned i toilettet, lå der noget virkelig klamt. En slimprop.. Ja, en klat bestående af slim og blod.

Jeg sad BUM stille, og stirrede nok egentlig i ret lang tid, inden jeg fik rejst mig op. Jeg gik i panik. Jeg søgte på nettet, og kunne finde frem til, at jeg jo nok havde sluppet min slimprop, og det kunne godt ske nogle gange i løbet af graviditeten - hvilket jeg var ret glad for, for jeg var altså kun gravid i 34+2. Men da jeg så begyndte at gå lidt rundt, føltes det som om, jeg gik og små tissede lidt i mine flotte mormor trusser (ja, når man er gravid, går man åbenbart kun iklædt mormor trusser). Jeg tog et bind i mine trusser, for at se, om der vitterligt kom tis ud af mig, eller hvad der foregik. Nogle minutter efter, kunne jeg mærke en klam fornemmelse i trusserne - endnu en klat slim med blod, større end den forrige. Og nu begyndte min mave da også at gøre lidt mere ondt. Hvad pokker foregik der? Jeg tog min telefon og ringede op til Skejby Sygehus. Her fik jeg fat i en virkelig sød jordemoder, som bad mig sende et billede af mit bind - det synes jeg var ret grænseoverskridende, men jeg gjorde det da. Kort tid efter ringede hun mig op, med ordene: "Trine, har du nogen hos dig?" Og så var jeg godt klar over, at min situation måske ikke var så pokkers heldig.

Jeg fik forklaret, at min mand, Michael var på arbejde. Men at jeg kunne ringe til ham. Det bad hun mig gøre, for at bede ham om at komme hjem - for vi skulle komme ind til dem. Da jeg havde snakket med Michael fik jeg ringet tilbage til jordemoderen. Hun var ikke helt begejstret for, at Michael først kunne være hjemme efter ca 45 minutter, og at det derefter ville tage os yderligere 45 minutter at køre til Århus. Men jeg fik besked på, at hvis jeg fik mere ondt i maven, begyndte at bløde eller andet ubehag, så skulle jeg ringe tilbage, ligge mig fladt på gulvet, og så ville der komme en ambulance og hente mig. Panik? Neeeej da!

Jeg ventede på Michael, i hvad der føltes som en evighed. Hans kommentar til mig, i telefonen var

"Jamen, er du sikker på, at du skal føde nu?" Og nej, det var jeg da virkelig ikke. Men jordemoderen havde da sagt i telefonen, at den slimprop var meget stor, og at det tydede på en nærtstående fødsel. Og fordi jeg stadig var så kort henne, skulle vi komme derind straks, så jeg kunne blive tjekket igennem. Mens jeg ventede, tog jeg et bad - for jeg havde virkelig ikke lyst til, at stinke langt væk af nervøsitetsved, når der skulle stå og jordemoder og tjekke mig og mit underliv. Febrilsk vadede jeg også op på det kommende børneværelse, hvor jeg fik pakket en masse tøj sammen til vores kommende datter. For hun skulle jo selvfølgelig have tøj på, når vi skulle hjem fra sygehuset, hvis hun altså havde tænkt sig at melde sin ankomst. Jeg rendte også rundt i resten af huset og ledte efter tøj til mig selv og Michael, men lige den del, gik nok knapt så godt. Da Michael kom hjem, lignede han mest af alt en der havde set et spøgelse, da han kiggede på mig. Han spurgte igen

"Jamen, tror du, at det er nu?" Til det fik jeg svaret, knapt så pædagogisk og roligt, dog med et anstrengt og nervøst grin;

"Det ved jeg ikke, jeg har aldrig prøvet det før!"

Han tog det heldigvis meget pænt - måske fordi han inderst inde godt vidste, at de der spørgsmål, måske ikke var så gode lige nu, når hans gravide kone stod der, med vådt hår, mormortrusser med bind i, og en sports bh - for jeg havde altså ikke fundet noget tøj til mig selv endnu. Det var åbenbart meget svært, lige i den pågældende situation.

Michael fik pakket nogle små ting, mens jeg endte ud med, at tage mine løse bukser på og en stor trøje - og så gik turen ellers ud til bilen, med retningen imod Skejby Sygehus.

Ca halvejs på køreturen, sad jeg og kiggede på Michael, med nervøse øjne, inden jeg lettere nervøst og måske også lidt pinligt berørt fik fremstammet:

"Enten har jeg lige pisset i bukserne, bløder, eller også er mit vand gået sådan like big time!"

Og så skulle det ellers gerne gå lidt hurtigere i den bil. Da vi ankom til Skejby, sted jeg ud af bilen, og min første kommentar var, at jeg altså havde vand over det hele, og åh nej, det var jo også kommet ud på hende passagersædet! Michael tog bare rundt om mig, smilede og sagde, at skidt pyt - den kunne jo rengøres. Vi gik ind på fødegangen, jeg med min store jakke om benene - fordi jeg ellers lignede en, der havde pisset i bukserne. For de var gennemblødte. Vi blev taget imod af en jordemoder, som førte os ind på en modtagerstue - her skulle det undersøges, om jeg vitterligt var ved at gå i fødsel eller ej.

Og det blev jo selvfølgelig konstateret, at jeg altså var i fødsel. Vandet var gået, jeg havde ingen livmoderhals tilbage, og jordemoderen kunne svagt mærke babys hoved, med én enkelt finger. Min jordemoder sagde:

"Så enten i dag eller i morgen, holder vi fødselsdag!"

Øh, nej. Det var jo alt for tidligt! Du skulle slet ikke komme til verdenen endnu..

Efter at have været i modtagerstuen i et par timer, hvor der blev holdt øje med min datters aktivitet og hjertelyd, blev der lavet plads på en fødestue. Vi blev sendt op på stuen, og blev mødt af en anden jordemoder, som tjekkede mig efter igen, inden hun satte diverse dippe dutter på mig og min mave, så babyen kunne overvåges. Jeg havde egentlig en idé om, at jeg gerne ville i badekar, men dette var desværre ikke en mulighed, fordi min datter kom for tidligt, og når fødslen starter før tid, skal der være konstant overvågning på den lille.

Istedet var jeg nærmest bundet til sengen, under hele forløbet, for hvis jeg bevægede mig for meget, så kunne overvågningstingene ikke registrerer min datters aktivitet. Men jeg tog det i stiv arm, og bed smerterne i mig. Veerne begyndte at komme mere regelmæssigt, men stadig med pauser. Ved aften tid, forsøgte jeg at få lidt at spise. Men det gik nu altså ikke alt for godt, for jeg havde kvalme og skide ondt i lænden - sådan er det bare når man skal føde. Det var jeg jo forberedt på. Men det gik desværre lidt i stå med udviklingen down under, og jeg holdt op med, at udvide mig. Skide fedt. Ved midnatstid, fik jeg lagt en epiduralblokade, fordi jeg snart havde været i smertehelvedet i 12 timer. Og det så ud til, at det ville fortsætte på den måde. Her var jeg også kun halvanden centimeter åben, og det føltes helt forfærdeligt at få af vide! 12 timers smertehelvede, og så kun halvanden centimeter på fødselskontoen.. Epirudalen blev lagt, efter 3 forsøg, og endelig kom der lidt smertelindring. Desværre virkede den ikke helt optimalt, så klokken 02:30 blev der lagt en ny, og her var jeg så udvidet til 6 centimeter down under. Hvilket i sig selv var en sejr, synes jeg. Da den nye epidural var lagt, fik jeg mere smertelindring. Det virkede langt bedre, og jeg kunne faktisk bare ligge og snakke med Michael igen, grine og pjatte. Selvfølgelig gjorde det da stadig ondt, men slet ikke som før. Generelt sagde jeg aldrig noget, når der kom en ve, jeg klappede bare tænderne sammen og sugede i min lattergas maske(jeg følte mig nærmest små stiv!).

Timerne gik og vi fik tiden til at gå med, at høre en pokkers masse disney sange - for det er jeg virkelig en sucker for. Alle jordemødre og SOSU'er der kom ind på stuen, syntes simpelthen det var så hyggeligt inde hos os, fordi jeg ikke skreg og fordi vi hele tiden hørte hyggeligt musik. Men sådan havde jeg det bare bedst, ro, musik og Michael, så skulle det hele nok gå.

Ved vagtskifte klokken 7:40 måtte vi sige farvel til Siri, som havde været vores jordemoder siden vi kom på fødestuen om eftermiddagen. Det var mega ærgerligt, for hun var skide sød og nem at forstå og snakke med. Den næste vi fik, var også rigtig god. Hun hed Kirstine, og havde en jordemoderstuderende med - også rigtig sød. De undersøgte mig, og kunne så konstaterer, at jeg nu var i aktiv fødsel. For jeg var udvidet med 10 cm i alt down under, så nu var der ikke andet end at vente på, at jeg begyndte at få presseveer. Men de kom bare ikke rigtig. Og mine veer begynde at blive meget uregelmæssige. Derfor besluttede de at sætte et ve stimulerende drop, så der kunne komme skub i tingene - for jeg var ærlig talt ved at være træt. Jeg blev herefter placeret i en fødestol, i et forsøg på, at skabe noget tyngde ned ad, og hjælpe baby ordentligt ned i bækkenet. Men det havde ikke den ønskede effekt, og de kunne heller ikke overvåge babys hjerterytme ordentligt når jeg sad ned, fordi dippe dutterne blev løsnet af det. Så tilbage i sengen igen. Øv! Ve droppet blev fjernet, fordi det ikke kunne styres ordentligt alligevel. Enten fik jeg ve storm eller også varede veerne bare alt for længe. Så væk med det igen. Min jordemoder bad mig om, at jeg nu skulle prøve at presse på de næste veer, også selvom jeg ingen presse trang havde. Dette skulle jeg gøre, fordi jeg så på den måde måske kunne presse min datter længere ned i bækkenet. Så det gjorde jeg så på den næste ve, her har klokken ca været 13:30 - altså over 24 timer siden vandet gik.

Efter ca 5 gange pres, går tingene stærkt. Jeg bliver rykket rundt i forskellige stillinger, og når faktisk ikke selv at registrerer så meget. Jeg går fra rygleje til sideleje, derefter på knæ/albueleje og til sidst vippet ned på ryggen igen. Alt dette sker indenfir ca 10 minutter. Klokken 13:42 kan jeg høre ordet 'sugekop'. Jeg går i panik. Alle taler hurtigt, og jeg kan høre på min mand, at tingene ikke er som de skal være.

Klokken 13:46 vælter der er pokkers masse mennesker ind, en læge siger til mig:

"Trine, ved næste ve presser du alt hvad du kan. Og du må ikke slippe presset før jeg siger til. For din datter, hun skal ud nu".

Klokken 13:52 bliver min datter flået ud, og hun er helt igennem blå. Der går noget tid inden hun skriger, og i ca 1 minuts tid ligger hun hos mig. Derefter tager børnelægen hende, og min mand og hende går op til Neonatal afdelingen. Tilbage ligger jeg, med en jordemoder, den studerende og alle andre fordufter lige så hurtigt som de kom ind.

Min jordemoder og den studerende fortæller mig, at hun har det fint, min datter, men at hun lige skal tjekkes på Neonatal. Og at de lige kort skal konfererer med de tilstedeværende. Jeg bliver efterladt i ca 30 minutter - og i de 30 minutter ligger jeg bare og hyler, og fatter ingenting af hvad der lige er sket.

Tilbage kommer de to og jeg bliver syet og tjekket igennem. Efter 3 timer, bliver jeg kørt op til neonatal hvor jeg ser min mand og min lille bitte datter på 2120 gram og 45 cm..

Grunden til min store panik, da sugekoppen bliver nævnt, er fordi min nevø blev taget med sådan en. Og det resulterede i et kraniebrud og hjerneblødning - derfor havde jeg tydeligt frabedt mig dette 'redskab' (Han er HELT normal og fungerende, og fejler intet den dag i dag, 3 år gammel). Men der var ikke andre muligheder, for min datters hjertefrekvens var styrtdykkende med 0. Det forstår jeg godt den dag i dag - men på det pågældende tidspunkt, var jeg skide bange og i panik.

Dagene efter med behandlinger og indlæggelser, ja, de kommer i et andet indlæg.

Velkommen til verden Thilde - du havde ikke tid til, at vente mere.